Ejer du aktier nok?
Gennem min karriere har jeg arbejdet en del med investeringsrådgivere, som har haft ansvar for at hjælpe deres kunder med at placere deres opsparing i forskellige typer af investeringer. I særlig grad drejer det sig om aktier, erhvervsobligationer, realkreditobligationer og statsobligationer. De to første aktivklasser anses normalt for at være risikable, mens de to sidste anvendes til at reducere risiko og udsving i kundernes porteføljer.
Når man sammensætter en langsigtet portefølje, bør man selvsagt gøre sig overvejelser om sammensætningens samlede udsving og mulighederne for store tab, men man bør i mindst lige så høj en grad fokusere på udfaldsrummet ved investeringsperiodens udløb – det vil ofte sige, når kunden pensioneres og skal begynde en nedsparing.
Det har ofte slået mig, hvor meget vægt investeringsrådgivere lægger på at dæmpe udsvingene i porteføljerne ved at holde andelen af aktier og erhvervsobligationer relativt lavt – selv for risikovillige investorer med lang tid til pensionering. Investeringsrådgiverne udfører normalt et godt og vigtigt stykke arbejde, men efter min mening overser mange af dem et vigtigt element i deres rådgivning.
Et eksempel kan forhåbentlig illustrere min pointe. 10-årige, danske statsobligationer handles på nuværende tidspunkt til en rente på cirka 0,2%. Over en tiårig periode bliver dette med renters rente til et samlet afkast på kun 2%. Til sammenligning vil en bred portefølje af globale aktier formentlig give et sted mellem 4% og 6% årlig over en tilsvarende periode, hvilket med renters rente (men eksklusive skat) minimum vil svare til 48% i samlet afkast. Hvis aktier i stedet giver 6%, hvilket er tættere på et langsigtet, gennemsnitligt afkast, vil investorerne i stedet over hele perioden have udsigt til et samlet afkast på 80%.
Med andre ord er det en meget væsentlig forskel på afkastene fra henholdsvis aktier og obligationer, og denne forskel er så stor, at det ikke kan retfærdiggøres at have en meget lav andel af aktier med henvisning til, at de har store udsving i deres afkast.
Faktisk har danske investorer med en bred, global aktieportefølje de sidste 50 år minimum 90% af tiden kunnet opleve et 10-årigt afkast, som var positivt. Det gennemsnitlige 10-årige afkast har desuden ligget på 209%, hvilket er langt højere end, hvis investorerne i stedet havde investeret i forskellige typer af sikre obligationer – og dette er endda mestendels sket i en periode med faldende renter, som har medvirket til at understøtte obligationsafkastene.
Aktieinvestorer betales for at løbe en risiko, og investorer i sikre obligationer straffes for, at de med deres valg har demonstreret et krav om, at de til enhver tid vil kunne sælge deres investering uden at bekymre sig om risikoen for, at udstederen af obligationen kan gå konkurs.
Det er klart, at ens portefølje skal afspejle, hvornår man ønsker at kunne råde over værdien af sine investeringer, men langt de fleste danskere med mere end 10 år til pensionering vil selv på et tidspunkt med ret dyre aktiemarkeder kunne se frem til et væsentligt højere afkast fra den del af deres portefølje, som er investeret i aktier end den del, som er investeret i diverse obligationer.
Investorer skal stole på, at historien gentager sig, og at de vil blive belønnet for at løbe risikoen. De skal med andre ord acceptere, at deres afkast kan svinge, og de skal indse, at dette er en uundgåelig, men også knap så relevant konsekvens af en stor aktieandel. Hovedsagen er, hvad deres investeringsdepot er værd, når de skal pensioneres.
Misforstår mig ikke. Det er ikke altid en god ide at have en stor eksponering til aktiemarkederne. Eksemplerne fra IT-boblen og kreditkrisen skræmmer. Men når det drejer sig om danske porteføljers gennemsnitlige aktieandel er det alligevel mit indtryk, at den er for lav.
David Bakkegaard Karsbøl
chefstrateg, Sparinvest