Europa, udsving og nye vækstlommer

Kære kunde,                                                                                                Morud, 6. januar 2026

2025 har ikke været for sarte sjæle. Året startede stærkt med et afkast på over +10 % efter få måneder, hvorefter Trumps Liberation Day gjorde at vi kortvarigt var nede omkring -5 %. Usikkerhed omkring tariffer, renter, krig og global vækst gav markante udsving. Vi slutter året omkring +11 %, men vigtigere end slutresultatet er vejen dertil. Det har været et år, hvor disciplin og ro har været afgørende – og hvor man nemt kunne føle sig tre år ældre på blot 12 måneder.
Vi har i løbet af året haft en større eksponering mod Sverige end normalt og har aktivt udnyttet de udsving, som usikkerheden har skabt. Når markederne bevæger sig hurtigt, opstår der muligheder – men kun for dem, der tør handle rationelt, når stemningen er mest følelsesladet.


Relativ performance
Året 2025 har også været et år, hvor Donald Trump har fyldt en del i mediebilledet, og hvor det amerikanske eliteindeks S&P500 er steget 16,4%. Man skal dog huske, at den amerikanske dollar er blevet massivt svækket over året, hvilket også rammer afkastet, når man er en dansk investor. Derfor ville man som dansk investor, stå med et afkast på blot 2,8% i 2025, hvis man havde investeret i S&P500.

Vi har haft noget valuta medvind igennem vores højere eksponering imod svenske virksomheder, hvor vi har set en stigende svensk krone. Det svenske indeks er oppe 21,9% omregnet til danske kroner, selvom indekset i svenske kroner blot er steget 14,9%.
Denne valutaeffekt ser vi som en glemt/skjult dynamik i mediebilledet og vil derfor gøre opmærksom på at man skal huske at justere for valuta.

2026: Europa i centrum – men med kontanter klar
Vores overordnede syn ind i 2026 er, at Europa står foran et investeringsboom. Kapital vil i stigende grad søge væk fra USA og mod Europa, drevet af store strukturelle investeringer og et mere attraktivt værdiansættelsesniveau i mange europæiske – og særligt skandinaviske – selskaber.
Samtidig er vi realistiske: mange aktier er steget kraftigt på kort tid. Derfor ligger vi i øjeblikket med en relativt høj kontantandel. Ikke fordi vi er pessimister, men fordi vi forventer, at 2026 – ligesom 2025 – vil byde på usikkerhed og udsving, som kan udnyttes til at skabe et merafkast.
På makrosiden ser vi flere positive faktorer:

• En mulig løsning på konflikten mellem Rusland og Ukraine vil være en klar økonomisk katalysator – men selv uden fred forventer vi, at en tysk infrastrukturpakke vil give et bredt løft til hele den europæiske økonomi.
• Derudover ser vi tegn på, at EU er begyndt at de-regulere udvalgte områder, hvilket kan frigøre kapital og øge produktiviteten på længere sigt.


Indien: Et nyt ben i porteføljen
Indien er for nylig kommet ind i porteføljen med en 5 %-position. Det er en bevidst, langsigtet eksponering mod et marked, som kombinerer viden, produktion og kapacitet. I takt med at kinesisk velstand stiger, ser vi Indien som en naturlig medspiller – og i nogle tilfælde et alternativ – i de globale forsyningskæder.
Indien har samtidig ikke samme politiske og regulatoriske bagage som Kina i mange vestlige lande, hvilket kan skabe yderligere positivt momentum. Det er heller ikke tilfældigt, at flere indere i dag sidder i ledende stillinger i store globale virksomheder. Det vidner om en kompetencebase, der allerede er globalt anerkendt.

Afslutning: Klar til mulighederne
Vi går ind i 2026 med respekt for risiko – men også med stor tro på mulighederne. Europa står stærkere, end mange tror, og udsving vil fortsat skabe attraktive indgangspunkter. Med kontanter klar og et selektivt fokus på kvalitet og værdi ser vi gode muligheder for at skabe et solidt afkast for vores kunder i det kommende år.
Udsvingene i 2025 har tydeligt vist, at markederne sjældent belønner penge, der står stille. I en tid hvor mulighederne opstår hurtigt og forsvinder igen, er det afgørende at have kapital klar og investeret rigtigt. For kunder med frie midler stående på konto kan vores investeringsforening være en enkel og fleksibel måde at få pengene i arbejde på – både som frie midler og via Danica Pension. Investeringsforeningen er børsnoteret, hvilket giver gennemsigtighed og løbende adgang, og vi hjælper naturligvis gerne med handlen. Hvis du overvejer at investere yderligere midler, tager vi gerne en dialog om, hvordan det passer ind i din samlede strategi.

Med venlig hilsen
Claus N. Sørensen & Adam Berner
FormueFyn Fondsmæglerselskab A/S

Del indlæg

Relaterede indlæg

Europa, udsving og nye vækstlommer

Kære kunde,                                                                                                Morud, 6. januar 2026 2025 har ikke været for sarte sjæle. Året startede stærkt med et afkast

Læs mere

Investeringsmuligheder ved præsidentvalg

Kære kunde,                                                                                             Morud, 17. oktober 2024 Som mange af jer ved, bringer det amerikanske præsidentvalg ofte øget volatilitet på

Læs mere